Paa besoeg i Birganj og aabentbart ogsaa Thakurgaon

I dag efter skole skulle vi besøge Christina og Peter. Vi tog en af ”dødsbusserne”, som dytter hele tiden. Systemet er at de dytter, når nogen skal flytte sig og når vejen drejer, så eventuelle modkørende kan høre at de kommer. Det var rigtig lækkert at snakke med Peter og Christina igen. Vi fifk snakket lidt om, hvad vi har observeret de sidste 2 dage.

Turen hjem:
Det var blevet lidt sent (19:30), så vi var spændte på om der stadig gik busser hjemad. Christian og jeg besluttede os for at tage chancen og ville gå op i byen for at kigge. Vi gik et stykke og spurgte så én om en bus til Pirganj. Han henviste os til en Rickshaw, som skulle køre os til busstoppestedet. Da vi har kørt 50 meter i Rickshaw, kommer der en bus, hvor manden i døre råbte Pirganj (det troede vi i hvert fald). Vi får viftet med armene o råbt lidt og Christian hopper af rickshawen i farten. Vi får os to pladser i bussen. (sæderne er noget smallere her end i Danmark, så man kommer til at komme hinanden meget ved J) Da manden, der sælger billetter kommer og vi siger vi skal til Pirganj siger han, at bussen ikke kører derhen. Hvad gør man så lige? Det var her at man godt kunne ønske sig at man kunne bare lige lidt mere bengalsk! Der gik ikke mange sekunder før det meste af bussen var i gang med at snakke om os. Vi forsøgte at spørge om der gik en bus fra Thakugaon, som denne her bus åbenbart gjorde. Det gjorde der ikke, men de sagde at vi kunne tage tilbage til Birganj og så tage til Pirganj i morgen. Vi gad egentlig ikke rigtig tage bussen tilbage igen, så efter lidt tid hvor Christian havde skrevet lidt frem og tilbage med nogle, som kunne lidt engelsk længere fremme i bussen og til sidst gik op til dem sagde han at man kunne overnatte i Thakugaon. Så vi indstillede os på at tage det som en oplevelse og så se lidt af Thakugaon. Vi skrev lidt frem og tilbage med Peter, som skrev at deres naboer sagde, at der ikke var hoteller i den by – så nu måtte vi se. Da vi stiger ud af bussen er der en mand, der sætter os op i en Rickshaw og siger at den kører os til et hotel. Så kom manden fra bussen, som Christian havde snakket med og blandede sig i diskussionen om, hvor de skulle sende os hen. Han sagde Art Gallery, og så virkede det som om diskussionen var overstået. En af mændene kørte med på en anden Rickshaw. Vi kørte i ca. 10-15 min og endte så ved ”Art Gallery” Her stod vi af og skulle så betale Rickshawen 15 Tk. Vi havde ikke lavere end en 100 seddel, så vi prøvde at give ham den, og spurgte om han kunne give tilbage. De 20-30 bnegalere, som havde samlet sig om os begyndte at grine. Manden, som havde fulgt med os fandt 15 Tk og betate den. Nu startede en ny diskussion blandt alle bengalerne (som alle sammen var et hoved lavere end mig) om et eller andet som vi ikke forstod. Det ender med at manden får vist os hen til en CNG-taxa, som vil køre os hele vejen til Pirganj, så vi kan komme hjem. Vi får knapt nok sagt farvel og tak til manden inden CNG’en er på farten og vi kører derud af. Vi kørte sammenlagt 50 min i CNG’en, men så var vi også kommet til Pirganj og kunne komme hjem og gå i seng.

Jeg lærte virkelig nogle ting af denne tur. Først og fremmest er det en rigtig god idé lige at tjekke at bussen rent faktisk kører derhen hvor du tror. For det andet, så har jeg også set hvor behjælpsomme bengalerne virkelig er. Det kan godt ske, at men ikke fatter noget som helst af deres diskussioner om hvad de dog skal stille op med sådan to udlændinge som ikke engang kan finde ud af at tage en bus, men de finder en løsning og vil gøre rigtig meget for at hjælpe os. For eksempel ham manden, som fulgte efter os i Rickshawen og sørgede for at vi kom sikkert af sted. Det er dejligt i et land, hvor man trods alt er ved at kunne nogle ord, men er langt fra at kunne forstå en samtale og en diskussion på bengalsk.

Samtidig fik jeg også et bevis på at lærerne virkelig tænker på os, for mens vi sad i bussen skrev Gonesh for at høre om vi var kommet til Pirganj. Det er dejligt at han tænker på om vi har det godt og er kommet godt hjem.