Mine oplevelser som volontør i Bangladesh



fredag den 19. september 2008

Oppe nord paa

Billeder fra togturen til nordbangladesh





Nu har jeg lagt Dhaka bag mig og er taget nordpå til St. Mathew skolerne. Turen her op var en oplevelse i sig selv. Vi var med tog i 8 ½ time, hvor noget af det første vi gjorde var at tage op til spisevognen for at få morgenmad. Vi skulle nok aldrig være gået ind i køkkenvognen, for der lå mennesker og sov over det hele og der var ikke ret meget, som så ud til at kunne få bare en lille smiley fra sundhedsstyrelsen! Vi tog beslutningen om, at vi var har for at blive udfordret og prøve noget nyt, så vi tog maden med ned i vores kupé. Morgenmaden bestod af 2 stykker tørt toastbrød med appelsin gelé mellem, et paneret og friturestegt kyllingelår og ”grøntsagsklatkager”, der også havde fået en gang panering og friture.


Det smagte ok, men jeg kunne godt mærke at maven ikke helt er vant til friture så tidligt om morgenen. Togturen var en opvisning af den bengalske naturs skønhed! Vi kørte gennem enorme flodområder med fiskere, badende og dyr og flotte grønne rismarker. På hver station var der et væld af mennesker og dyr. Der var folk med børn på armene, kurve på hovederne eller trækkende på vogne eller andet.
Da vi kom til Saidpur stod Nogen (ham, der står for skolerne hernede) klar til at hente os. Der var lynhurtigt 3-4 bengalere, som ville hjælpe med at bære vores ting (mod betaling selvfølgelig J). Der er ingen tvivl om at ”de store, nye, hvide mennesker” vakte lokalbefolkningens nysgerrighed. Inden vi havde fået pakket bilen var der samlet en hel ring rundt om bilen, som stod og snakkede og morede sig over os, når vi forsøgte os lidt frem på bangla. De synes især det er sjovt når vi siger ”Ami bangla jani na”, som betyder ”Jeg kender ikke bangla”, for det gør vi jo, når vi kan sige det! Under bilturen så vi igen den flotte natur.På bilturen kørte vi forbi mindst 10 lastbiler, som var pakket til randen med bananer. Vi tog en overnatning i Birganj i Christina og Peters hus. Det var et rigtig fint hus og nogle rigtig søde mennesker, som bor omkring dem!
Dagen efter gik turen mod Pirganj, som er der, hvor Christian og jeg skal bo. Vores hus er rigtig fint med lyserøde klinker på toilettet J Der er tilmed en tagterrasse, ovenpå huset. I går aftes, da strømmen gik kom manden, der ejer huset hen til os og bankede på og tog os med op på taget, for der var det køligere end nede i huset (Her er der nemlig ingen generator). Vores madmor er rigtig sød og smiler og griner hele tiden – Vi forstår bare stort set ikke noget af hvad hun siger, for hendes engelske er ikke ret godt, og trods 6 dage på sprogskole er vores bengalske heller ikke noget at prale af! Vi arbejder på vores bengalske og har lige lavet en liste over forskellige madvarer, som vi har skrevet på bengalsk) og så vil vi tegne billeder af det ved siden af. Jeg håber det kan gøre det lidt nemmere!

Ingen kommentarer: