Sol paa naesen og cykelrytterarme

Saa - efter et par dage med lidt regn er solen kommet til Cox Bazar!! Vi har moedt nogle amaerikanere, som har et program der hedder 'Surf The Nations' (www.surfthenations.com). Hver morgen kl. halv 7 (naar de er klar - det er helt sikkert gennemfoert surferstil) moedes de med 10 - 20 af de lokale unge og boern for at surfe. De er i Bangladesh i mellem 1 og 2 maaneder. De sidste to dage har vi vaeret inviteret med. Det har vaeret rigtig sjovt. Jeg har dog ikke vaeret oppe at staa paa boardet, men jeg har da padlet ud paa det og fanget et par gode boelger, hvor jeg har ligget paa maven paa boardet - VILDT SJOVT!! Ellers leger vi endel med de lokale boern, som ikke maa faa et surfbraet endnu (Man skal kunne svoemme for at maa surfe). De synes det er vildt sjovt at hoppe ind i boelgerne mens vi holder dem i haanden, har dem paa ryggen eller giver dem hestesko :) Det er dog tit at vi ogsaa selv vaelter, da en del af boelgerne er ca. 2 m hoeje. Ellers nyeder jeg bare strandlivet, naar der er pause fra vandet. Det er skoent at kunne ligge med en god bog paa en liggestol og sutte lidt paa et sugeroer hvis anden ende er i en frisk kokosnoed! Solen har rigtigt taget ved, isaer i dag. Saa jeg kan maerke at min naese er ret roed og goer lidt ondt. Samtidig har jeg faaet fantastiske cykelrytterarme, da vi kvinder jo ikke maa vise skuldre. I gaar koebte baade Christina og jeg badeshorts. Vi besluttede os for at saa ma knae vaere knae. Den foerste dag badede vi i de lange "natbukser", som vi ellers gaar i, men det blev ligesom bare lidt for surt :)

Et par vestlige dag i Oesten!

Nu er vi kommet til Dhaka igen. Vi skal til Indien for at vi kan faa fornyet vores visum til Bangladeh. Derfor skulle vi paa den indiske ambasade for at faa visum. Vi vidste af erfaring at meget taet paa ambasaden laa Pizza Hut, saa der var ikke ret emget tvivl om hvor vi skulle spise efter 3 uger paa naesten udelukkende karry :) Efter en god omgang pizza med der sig tilhoerende rigelige maengder af sodavand! Da vi gik fra Pizza Hut kom vi forbi H. C. Andersen is. Selvom maverne egentlig var ret godt fyldt op, kan man da ikke lade saadan en chance gaa til spilde. Da vi kom ind i butikken stod der en mand ifoert roed kasket med dannebrogsflag og et tilsvarende forklaede. Vi fortalte stolt at vi var danskere, men de saa ikke ud til at reagere. Da vi saa begyndte at pege paa navnet paa det store skilt bag disken og sige Denamark reagerede de lidt. Vi spurgte ind til om de vidste hvem Hans Christian Andersen var. Det saa de ikke rigtig ud til at goere, saa jeg fortalte dem at han var en stor fisker fra Danmark. Selvom deres bekendtskab til Klods Hans og Den Lille Pige Med Svovlstikekrne var begraenset var isen god!
For at saette et udraabstegn efter en rigtig vestlig og dansk dag med mad fandt vi havregryn i en butik, saa aftensmaden bestod af en portion havregryn godt nok med en meget lunken pulver maelk - men det var havregryn!!!!

Dagen efter tog vi i Nordic Club. Det er et sted med swimmingpool, europaeisk og skandinavisk mad. Det var ret sjovt at traede indenfor, for Christina og jeg, som kom i bangla toej, som vi netop havde koebt for at passe ind, passede ligepludselig overhovedet ikke ind! Her laa folk i bikini, korte shorts og andet toej, som ikke minder om vores nattoejs-agtige paaklaedning. Til frokost fik jeg "burning love", godt nok ikke som jeg faar den derhjemme, men tilstraekkeligt taet paa. Til maden fik vi kolde Carlsberg - laekkert!
Det meste af dagen gik med at slappe af ved poolen og drikke smoothies. Jeg var ogsaa oppe i spaen og fik en ansigtsbehandlig - Det var en ren oase af afslapning inde midt i Dhakas storby!

Nu er vi taget videre til Cox Bazar, hvor vi vil vaere indtil vi kan hente vores visum.

Hindufest og LEGO

En dag blev vi inviteret med Madan, som er en af lærerne på skolen, hjem for at se en hindufestival. Vi var selvfølgelig spændte på hvad det var for noget. Vi cyklede sammen med Madan de 20 km hjem til hans landsby. Det er vildt lækkert at vi har cykler! Der er så mange cykler over det hele, at man næsten ikke passer ind uden! Det var en god tur, hvor vi selvfølgelig vakte en del opsigt rundt omkring. I en af de meget små landsbyer vi kom igennem kiggede de så meget at en barber og manden der blev barberet stoppede og gik ud til vejen og kiggede. I Bangladesh cykler man ikke hurtigt. Man tager den tid det nu engang tager og så når man det nok… (ligesom det er med så mange andre ting)

Madans hus
Da vi kom til hans hus gik vi en tur ned i landsbyen. Vi så nogle rigtig flotte statuer, som var ved at blive lavet til Durga Puja. Ligesom alle andre steder samlede folk sig da vi stod og kiggede på statuerne.
Durga Puja statuerEn gruppe børn og voksne vi mødte i landsbyen. Da vi kom hjem for at skulle spise kom der forskellige grupper rundt og optrådte. Det var sjovt.

En mand med en fugl

En mandlig skuespiller

... og en til...

Mand til hest

Til aftensmad fik vi lækker kylling og ris. Der var også nogle små fisk. De lignede dem man kan købe til katte – med hoved og alt hvad der tilhører. Jeg tror da jeg fik spist 5-10 stykker med en masse ris, og så var det ligesom nok kontakt med den slags lokal spise!
Klokken 24 gik vi hen til en ”festivalsplads”, hvor der var forskellige grupper, som optrådte. Det var ret stenet, komisk og ufattelig dårlig humor. Der var 2 hele skuespil, som gik ud på at der sad nogle musikere i midten og så gik der på skift 2 personer rundt om og sang.

Guden, som var en abe

Der var et sjov, hvor en mand skulle til barber, hvor alle tingene så var vildt store. Folk grinede helt vildt, og vi sad bare og blev endnu mere forundret over den bengalske humor!

”Falde på halen komik”

Så vi snakkede om at humor er meget kultur præget og at de nok heller ikke ville synes ”Anden”, drengene fra angora eller andet dansk var ret sjovt.

En ældre dame, der nyder underholdningen

Det var en rigtig god aften, med et lille indblik i bengalsk-hinduistisk kultur og traditioner.

Madans kone, søn og jeg (Jeg føler mig kun en lille smule stor! )


LEGO med laererne
Til en af vores undervisningsdage havde vi taget LEGO med. Vi havde fundet på en leg, hvor de skulle bygge bogstaver ud af LEGOen (Vi havde selvfølgelig selv afprøvet det først med en lille intern konkurrenceJ) De synes det var rigtig sjovt. Når de så havde bygget det givne ord, Aeroplane, fik de 5 min til at danne så mange ord som muligt ud af bogstaverne. De synes det var rigtig sjovt. Idéen med det er, at lærerne kan bruge det i de mindste klasser, hvor der sidder omkring 30 elever fulde af energi. I stedet for at de skal vente på at hver elev bliver taget op til tavlen og skriver 3 bogstaver kan de sidde sammen to og to og bygge dem.


Da vi var færdige kom der nogle af de lokale drenge og spurgte om vi ville se noget dans, de havde lavet

En ikke saa ringe dag...

I dag tror jeg, at jeg havde en 2 ugers krise overfor ris og karry. Mine fingerspidser er gule af at spise med fingrene, og det er ikke længere lige så fascinerende at være ny og at alle glor på dig. Nogle gange kan jeg føle at jeg er et dyr i zoo, når vi går med naboen og bliver ”vist frem”, og forsøger mig på bangla så godt som jeg nu formår, men de griner bare og så er det ikke rigtigt alligevel selvom Christian og jeg har øvet os på nogle sætninger inden man går på markedet. Det var sådan en dag, hvor jeg til frokost kunne have sat tænderne i 5 stykker rugbrød med spegepølse og leverpostej i stedet for ris, dhal (linse og karry sovs) og ged. Det dejlige var så da Mredul (en af de lokale drenge) kom på besøg og sad og tegnede.

Mredul

Vi skulle spille fodbold klokken 5 og det var vildt lækkert at komme ud til først 5-10 dejlige børn, som vil holde i hånd og pjatte, for derefter at spille en fodboldkamp med de lidt ældre drenge, hvor der blev råbt godt, kom igen og givet ”high five” når der blev scoret. Så selvom det hele lige var ved at blive for meget, så redede børnene lige dagen! De er helt fantastiske og har taget godt i mod os og er meget forstående overfor at vi ikke snakker så godt bangla, for når man mødes på fodboldbanen behøver man ikke ret meget sprog! Promilla (vores madmor) har næsten altid sine 2 børn med når hun er her ovre og laver mad. De er rigtig søde! Joy, den ældste af dem på ca. 6 år, har hele tiden været åben især over for Christian mens den lille Pollock på ca. 1 år har været mere genert og tilbagetrukket. Han er nu begyndt at åbne mere op, så det er dejligt! Promillas 2 drenge

Så selvom det hele på et tidspunkt føltes surt og alt for karry-agtigt, så gjorde de fantastiske begalske børn dagen til noget dejligt, så smilet igen sidder et godt stykke op ad kinderne

Paa besoeg i Birganj og aabentbart ogsaa Thakurgaon

I dag efter skole skulle vi besøge Christina og Peter. Vi tog en af ”dødsbusserne”, som dytter hele tiden. Systemet er at de dytter, når nogen skal flytte sig og når vejen drejer, så eventuelle modkørende kan høre at de kommer. Det var rigtig lækkert at snakke med Peter og Christina igen. Vi fifk snakket lidt om, hvad vi har observeret de sidste 2 dage.

Turen hjem:
Det var blevet lidt sent (19:30), så vi var spændte på om der stadig gik busser hjemad. Christian og jeg besluttede os for at tage chancen og ville gå op i byen for at kigge. Vi gik et stykke og spurgte så én om en bus til Pirganj. Han henviste os til en Rickshaw, som skulle køre os til busstoppestedet. Da vi har kørt 50 meter i Rickshaw, kommer der en bus, hvor manden i døre råbte Pirganj (det troede vi i hvert fald). Vi får viftet med armene o råbt lidt og Christian hopper af rickshawen i farten. Vi får os to pladser i bussen. (sæderne er noget smallere her end i Danmark, så man kommer til at komme hinanden meget ved J) Da manden, der sælger billetter kommer og vi siger vi skal til Pirganj siger han, at bussen ikke kører derhen. Hvad gør man så lige? Det var her at man godt kunne ønske sig at man kunne bare lige lidt mere bengalsk! Der gik ikke mange sekunder før det meste af bussen var i gang med at snakke om os. Vi forsøgte at spørge om der gik en bus fra Thakugaon, som denne her bus åbenbart gjorde. Det gjorde der ikke, men de sagde at vi kunne tage tilbage til Birganj og så tage til Pirganj i morgen. Vi gad egentlig ikke rigtig tage bussen tilbage igen, så efter lidt tid hvor Christian havde skrevet lidt frem og tilbage med nogle, som kunne lidt engelsk længere fremme i bussen og til sidst gik op til dem sagde han at man kunne overnatte i Thakugaon. Så vi indstillede os på at tage det som en oplevelse og så se lidt af Thakugaon. Vi skrev lidt frem og tilbage med Peter, som skrev at deres naboer sagde, at der ikke var hoteller i den by – så nu måtte vi se. Da vi stiger ud af bussen er der en mand, der sætter os op i en Rickshaw og siger at den kører os til et hotel. Så kom manden fra bussen, som Christian havde snakket med og blandede sig i diskussionen om, hvor de skulle sende os hen. Han sagde Art Gallery, og så virkede det som om diskussionen var overstået. En af mændene kørte med på en anden Rickshaw. Vi kørte i ca. 10-15 min og endte så ved ”Art Gallery” Her stod vi af og skulle så betale Rickshawen 15 Tk. Vi havde ikke lavere end en 100 seddel, så vi prøvde at give ham den, og spurgte om han kunne give tilbage. De 20-30 bnegalere, som havde samlet sig om os begyndte at grine. Manden, som havde fulgt med os fandt 15 Tk og betate den. Nu startede en ny diskussion blandt alle bengalerne (som alle sammen var et hoved lavere end mig) om et eller andet som vi ikke forstod. Det ender med at manden får vist os hen til en CNG-taxa, som vil køre os hele vejen til Pirganj, så vi kan komme hjem. Vi får knapt nok sagt farvel og tak til manden inden CNG’en er på farten og vi kører derud af. Vi kørte sammenlagt 50 min i CNG’en, men så var vi også kommet til Pirganj og kunne komme hjem og gå i seng.

Jeg lærte virkelig nogle ting af denne tur. Først og fremmest er det en rigtig god idé lige at tjekke at bussen rent faktisk kører derhen hvor du tror. For det andet, så har jeg også set hvor behjælpsomme bengalerne virkelig er. Det kan godt ske, at men ikke fatter noget som helst af deres diskussioner om hvad de dog skal stille op med sådan to udlændinge som ikke engang kan finde ud af at tage en bus, men de finder en løsning og vil gøre rigtig meget for at hjælpe os. For eksempel ham manden, som fulgte efter os i Rickshawen og sørgede for at vi kom sikkert af sted. Det er dejligt i et land, hvor man trods alt er ved at kunne nogle ord, men er langt fra at kunne forstå en samtale og en diskussion på bengalsk.

Samtidig fik jeg også et bevis på at lærerne virkelig tænker på os, for mens vi sad i bussen skrev Gonesh for at høre om vi var kommet til Pirganj. Det er dejligt at han tænker på om vi har det godt og er kommet godt hjem.

Oppe nord paa

Billeder fra togturen til nordbangladesh

Nu har jeg lagt Dhaka bag mig og er taget nordpå til St. Mathew skolerne. Turen her op var en oplevelse i sig selv. Vi var med tog i 8 ½ time, hvor noget af det første vi gjorde var at tage op til spisevognen for at få morgenmad. Vi skulle nok aldrig være gået ind i køkkenvognen, for der lå mennesker og sov over det hele og der var ikke ret meget, som så ud til at kunne få bare en lille smiley fra sundhedsstyrelsen! Vi tog beslutningen om, at vi var har for at blive udfordret og prøve noget nyt, så vi tog maden med ned i vores kupé. Morgenmaden bestod af 2 stykker tørt toastbrød med appelsin gelé mellem, et paneret og friturestegt kyllingelår og ”grøntsagsklatkager”, der også havde fået en gang panering og friture.

Det smagte ok, men jeg kunne godt mærke at maven ikke helt er vant til friture så tidligt om morgenen. Togturen var en opvisning af den bengalske naturs skønhed! Vi kørte gennem enorme flodområder med fiskere, badende og dyr og flotte grønne rismarker. På hver station var der et væld af mennesker og dyr. Der var folk med børn på armene, kurve på hovederne eller trækkende på vogne eller andet.
Da vi kom til Saidpur stod Nogen (ham, der står for skolerne hernede) klar til at hente os. Der var lynhurtigt 3-4 bengalere, som ville hjælpe med at bære vores ting (mod betaling selvfølgelig J). Der er ingen tvivl om at ”de store, nye, hvide mennesker” vakte lokalbefolkningens nysgerrighed. Inden vi havde fået pakket bilen var der samlet en hel ring rundt om bilen, som stod og snakkede og morede sig over os, når vi forsøgte os lidt frem på bangla. De synes især det er sjovt når vi siger ”Ami bangla jani na”, som betyder ”Jeg kender ikke bangla”, for det gør vi jo, når vi kan sige det! Under bilturen så vi igen den flotte natur.På bilturen kørte vi forbi mindst 10 lastbiler, som var pakket til randen med bananer. Vi tog en overnatning i Birganj i Christina og Peters hus. Det var et rigtig fint hus og nogle rigtig søde mennesker, som bor omkring dem!
Dagen efter gik turen mod Pirganj, som er der, hvor Christian og jeg skal bo. Vores hus er rigtig fint med lyserøde klinker på toilettet J Der er tilmed en tagterrasse, ovenpå huset. I går aftes, da strømmen gik kom manden, der ejer huset hen til os og bankede på og tog os med op på taget, for der var det køligere end nede i huset (Her er der nemlig ingen generator). Vores madmor er rigtig sød og smiler og griner hele tiden – Vi forstår bare stort set ikke noget af hvad hun siger, for hendes engelske er ikke ret godt, og trods 6 dage på sprogskole er vores bengalske heller ikke noget at prale af! Vi arbejder på vores bengalske og har lige lavet en liste over forskellige madvarer, som vi har skrevet på bengalsk) og så vil vi tegne billeder af det ved siden af. Jeg håber det kan gøre det lidt nemmere!

Dhakas gadebillede

Gadebilledet i Dhaka er præget af modsætninger. Larm, os og mange, mange forskellige transportmidler er blot en del af det – om end en betydelig del.
Rickshawen, som jeg må sige er mit foretrukne køretøj indtil videre, kører rundt mellem taxaer, busser (hvis lak er mere eller mindre skallet af og bulet) hvor der sidder folk på tagene, CNG’er (små grønne scootertaxaer med plads til 3 passagerer) og fine personbiler. Som om alle disse ikke var nok går der også mænd rundt, som trækker vogne med 10 meter lange trærør, 20 plasticdunke eller bure med høns. Som I nok kan høre, er der altså nok at se på og holde øje med i trafikken når den bevæger sig frem og tilbage. Lydene består af en konstant baggrunds tone af de mange dyt og ring med ringeklokker, mens melodien spilles varierende af mænd, der går med minimegafoner, som siger noget på bengalsk, politimænds fløjten eller bengalere, der råber op i trafikken, fordi de vil frem. Selvom trafikken er tæt af mange forskellige former og størrelse af køretøjer har jeg kun set ét uheld, hvor en bil kørte op bagi en rickshaw. Der skete ikke andet end at cykelhjulet blev lidt bøjet. Så selvom trafikken for mig ser helt kaotisk og uorganiseret ud, så fungerer det hernede og det er trods alt det vigtigste!
Rundt om al, den for mig kaotiske, trafik på fortove og pladser sidder de fattige og sælgende, som nogle gange kan være meget pågående. Det kan være svært, når jeg kommer ud fra en ATM og lige har hævet 20.000 taka (1.500 D.Kr) og der så kommer en gammel dame, eller et lille barn og spørger om nogle penge, så ikke give dem noget. Det er bare sådan, at hvis du giver til én ”skal” du også kunne give til flere, for hvis andre først ser du har taget pengene frem og givet til én, så er de hurtige til at komme. Nu lyder det måske som om det hele er surt og fattigt, men det er det ikke. Gadebilledet er også præget af smukke kvinder i farvestrålende tøj og smilende børn. Gadebilledet er som sagt sammensat af alt fra rickshawkørere, som MÅ have enorme benmuskler til smilende børn, som måske bor på gaden, men stadig kan finde smilet frem, til kvinder i smukke sarier og store, hvide volontører. Det hele fungerer dog sammen – DET ER BANGLADESH!

Sved, glaede og nerverne uden paa toejet!

Saa er jeg endelig landet i Bangladesh! Landet som jeg har laest saa meget om, men har haft svaert ved at forestille mig. Jeg har laest og fortalt meget om, hvor meget vand der er her, men var stadig overrasket og fascineret over alt det vand jeg saa, da vi floej ind over Bangladesh. Udenfor lufthavnen moedte vi David, som skal vise os rundt i Dhaka den naeste ugestid. Da vi ventede paa taxaen sammen med David, kunne jeg virkelig maerke, at jeg var kommet til et fremmed land, hvor jeg var den fremmede. For det foerste var varmen slaaende og trykkende, som bare pokker. Jeg stod bare ret op og ned og svedte. For det andet samledes der hurtigt en flok bengalere (isaer maend) rundt om os. Der var ingen tvivl om at vi fire hoeje, hvide mennesker tiltrak sig opmaerksomhed. Det var ikke saadan at opmaerksomheden var ubehagelig og jeg foelte mig truet paa noget tidspunkt, de var bare nysgerrige og dtod og kiggede. Generelt hernede, efter de 3 dage jeg har haft her, er de lokale venlige, hjaelpsomme, nysgerrige og lidt paagaaende. Jeg maa dog virkelig give dem en cado for deres mod, naar det kommer til deres faerdsel i trafikken. Da vi koerte fra lufthavnen sad jeg og bed taenderne sammen og havde et godt greb i saedet foran, for der var mange gange, hvor vi var meget taet paa fodgaengere og andre biler. Jeg har fundet ud af det bengalske faerdselssystem her efter 3 dage - der er ikke noget!! Hvis man skal gennem et kryds, hvor der er lysregulering og fodgaengerovergang koerer bilerne over for roedt og cykler, boern og voksne vader frem og tilbage. Det er noget som de sarte danske nerver lige skal vende sig til!

I gaar var vi hos en skraedder, for at faa syet noget bangla-toej, saa vi kan falde bare en lille smule ind med omgivelserne. Det var en ren droem at staa i en stofbutik og foerst vaelge et flot stykke silke stof til en sari, og dernaest 6 forskellige stykker stof til 3 selower-Kamiz (tunika og posede bukser). Saa nu er det bestilt og er klart paa tirsdag. Alt dette stof inkl. skraedder for bare 265 Dkr. - rent slaraffenland!

I dag er vi startet paa sprogskole. En oplevelse i sig selv! Undervisningen foregaar paa den maade at vores laerer Evans Costa siger ordene og saa gentager vi dem. og spoerger derefter hinanden. Fx. siger han: "Apnar nam ki?" (hvad hedder du) til mig, hvorefter jeg svarer:" Amar nam Signe" (jeg hedder Signe), hvorefter jeg spoerger Christina osv. osv. Saa til i morgen er lektien at kunne ugedagene paa bengalsk. Saa nu skal vi hjem og terpe i aften.

Det var alt for denne gang. Der kommer billeder hurtigst muligt, men internettet er ikke helt ligesaa hurtigt her som derhjemme.