I dag tror jeg, at jeg havde en 2 ugers krise overfor ris og karry. Mine fingerspidser er gule af at spise med fingrene, og det er ikke længere lige så fascinerende at være ny og at alle glor på dig. Nogle gange kan jeg føle at jeg er et dyr i zoo, når vi går med naboen og bliver ”vist frem”, og forsøger mig på bangla så godt som jeg nu formår, men de griner bare og så er det ikke rigtigt alligevel selvom Christian og jeg har øvet os på nogle sætninger inden man går på markedet. Det var sådan en dag, hvor jeg til frokost kunne have sat tænderne i 5 stykker rugbrød med spegepølse og leverpostej i stedet for ris, dhal (linse og karry sovs) og ged. Det dejlige var så da Mredul (en af de lokale drenge) kom på besøg og sad og tegnede. 
Mredul
Vi skulle spille fodbold klokken 5 og det var vildt lækkert at komme ud til først 5-10 dejlige børn, som vil holde i hånd og pjatte, for derefter at spille en fodboldkamp med de lidt ældre drenge, hvor der blev råbt godt, kom igen og givet ”high five” når der blev scoret. Så selvom det hele lige var ved at blive for meget, så redede børnene lige dagen! De er helt fantastiske og har taget godt i mod os og er meget forstående overfor at vi ikke snakker så godt bangla, for når man mødes på fodboldbanen behøver man ikke ret meget sprog! Promilla (vores madmor) har næsten altid sine 2 børn med når hun er her ovre og laver mad. De er rigtig søde! Joy, den ældste af dem på ca. 6 år, har hele tiden været åben især over for Christian mens den lille Pollock på ca. 1 år har været mere genert og tilbagetrukket. Han er nu begyndt at åbne mere op, så det er dejligt! 
Promillas 2 drenge
Promillas 2 drengeSå selvom det hele på et tidspunkt føltes surt og alt for karry-agtigt, så gjorde de fantastiske begalske børn dagen til noget dejligt, så smilet igen sidder et godt stykke op ad kinderne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar