Mine oplevelser som volontør i Bangladesh



tirsdag den 19. august 2008

Nu er det meget snart ved at være nu!!!


Så er der under 2 uger til jeg siger farvel til "Jordbær-Med-Fløde-Danmark" og goddag til "Ris-Med-Karry-Bangladesh". Jeg kan mærke at sommerfuglene i maven er ved at indfinde sig. Det har nok også noget at gøre med at rejsen er rykket meget tættere på de sidste 6 dage, hvor jeg har været på kursus i Århus sammen med de andre volontører fra Impact og Danmission. Kurset slutter på torsdag med en festgudstjeneste for venner og familie. Det har været et rigtig godt kursus, hvor vi har fået en masse gode redskaber til at håndtere forskellige situationer i det kulturmøde vi skal ud i. Ud over undervisningen har noget af det bedste været at møde de andre volontører, der skal af sted. Der har været et helt fantastisk sammenhold, med snak og spil til langt ud på aftenen, hyggelige snakke, beachvolley (og et fælllesskab om at se OL og heppe på håndboldherrerne).

Jeg har også snakket med tidligere volontører fra SMS-skolerne og Filip Engsig-Karup, som startede projektet. Det var spændende og virkeligt inspirerende at høre noget mere om projektet og den helt anderledes kultur, natur og mentalitet. Visumansøgningen er sendt af sted med passet, så nu er der kun tilbage at håbe at pas med visumstempel er i postkassen senest mandag d. 1. september. For NU er jeg klar til at komme af sted og glæder mig rigtig meget, men er også nervøs, spændt og en lille smule bange for hvad det er jeg kommer til at stå overfor.

Til alle jer, der er lidt i tvivl om hvor Bangladesh ligger er her lige et lille kort:


På kortet over Bangladesh har jeg markeret den omtrentlige placering af de tre SMS-skoler med en rød prik. Jeg skal være på den nordvestlige af dem.