Victory day i Pirganj

Så er turen igen gået en kort tur til Pirganj inden vi skal ned og hente vores forældre i Dhaka. Det betyder at vi i går så fik muligheden for at deltage i Victory Day. D. 16. december er det Victory Day i Bangladesh. Hvert år fejrer man d. 16. december som den dag, hvor Pakistan overgav sig og Bangladesh blev født i 1971. Victory Day er en stor dag for de lokale skoler. De mødes til et stort stævne, hvor de konkurrere i en masse forskellige discipliner. Vi mødte tidligt ind på skolen for at gøre klar. Der blev klippet små badges ud, hvor der stod Victory Day 2008 St. Matthew School, alle fik et grønt pandebånd med en rød cirkel på rundt om hovedet. Eleverne, som skulle deltage, lærerne, Christian og jeg gik i samlet flok, med flaget forrest til det område, hvor legene skulle holdes. Da vi ankom stillede nogle af drengene op til den første disciplin, som var march. Dagens største disciplin var nr. 2. Det er at man skal lave et danseshow eller skuespil over d. 16. december. Skolens elever havde lavet et rigtig flot danseshow! Det var så godt at det fik en førsteplads i den senere præmieoverrækkelse. Nogle af de andre discipliner var løb, sjipning og kuglestød. Da præmieoverrækkelsen var slut tog alle de deltagende elever og lærerne på ”hotel” for at spise mad. Ud over æren i at vinde showkonkurrencen er det også en vigtig dag for skolen på en anden måde. Det er en dag, hvor de har chancen for at vise sig frem, hvilket er meget vigtigt lige for tiden, hvor eleverne til det nye skoleår skal til at skrive ind. Lærerne var derfor også meget glade for at Christian og jeg nåede at komme til Pirganj og deltage i dagen, for så kunne de vise deres to udlændinge lidt frem.

En af eleverne modtager 1. premien

En ordentlig blodfest i Dhaka!!!

I dag fejrer muslimerne Eid-ul-Azha. Det er en festival til minde om Abrahams ofring af sin søn Ismael. Det markeres ved at man ofrer en ko eller ged. Selve slagtningen skal udføres mens dyrets hoved peger mod Mekka. Vi stod op i morges for at se slagtningen. Der var vildt mange køer, som var bundet til træer uden for husene. På en gade, som var ca. 100 meter lang, var der 8 køer, som stod fastgjort. Ca. kl. 9, efter alle mændene havde været i moskéen, gik slagtningerne i gang. Det var ret voldsomt at se. Selve ofringen foregik i flere etaper. Først blev koen fodret med lidt ris, hvorefter dens forben blev bundet sammen. Derefter bandt de bagbenene, hvilket så resulterede i at koen faldt. Derefter blev halen hevet ind mellem bagbenene og alle fire ben bundet sammen, så den ikke kunne gøre modstand. Da koen var sat i skak, blev den drejet så hovedet vendte mod Mekka. Nu var øjeblikket så kommet, hvor den store kniv blev fundet frem og halsen blev skåret over. Jeg må nok indrømme at det var lidt en voldsom oplevelse at se et så stort dyr blive dræbt. Især se de sidste kramper, som i nogle af tilfældene var ret voldsomme, var ret barske at se. Ligeså snart koen var faldet til ro begyndte flåningen og parteringen. Vi gik lidt rundt i gaderne og alle steder, var der gang i parteringen. De store køer lå på vejen i store blodpøle, mens de mindre geder var hængt op i træerne. Selv her til aften kunne man stadig lugte blodet i byen, selvom vejene er skyllet rene. Egentlig ret klamt! Det var noget af en oplevelse selv for en landsbypige, som har slagtet høns før. Jeg vil dog tilføje, at der er et stort skridt fra en lille høne og så til en ordentlig ko!

Koen traekkes i halen, for at hovedet kommer til at vende den rigtige vej.
Halen saettes fast mellem bagbenene og de 4 ben bindes sammen

En ko ud for vores hotel, som ligger i sin blodpoel

En ko meget faa sekunder foer halsen skaeres over

St. Martin Island

Pga. oprør i lufthavnen i Bangkok, besluttede Christian og jeg os for ikke at lede efter nye billetter, men i stedet tage ud at se lidt af Bangladesh. Det er så det vi er ved nu. I går ankom vi til Cox Bazar efter at have haft 4 dage på St. Martin island. Øen er ikke ret stor, ca. 8 km2. Det var rigtig lækkert at bade og slappe af! En af dagene tog vi en båd ud til en koralø for at snorkle. De fleste af koralerne var døde, men der var en masse flotte fisk. Livet på St. Martin minder meget om resten af Bangladesh. Der er dog ingen strøm på øen, så om aftenen blev der tændt for alle generatorerne på øen. Der er dog en ting, som er helt anderledes. Der er faktisk steder, hvor du kan få lov til at være helt alene og ikke omgivet af en masse bengalere! Det var helt mærkeligt men også meget dejligt at opleve!